Spring til indhold

Dynt-Skelde-Gammelgab Landsbylaug

Så er bussen klar til booking

Dynt-Skelde-Gammelbag har fået stillet en gratis 9-personers bus til rådighed i 2,5 måned af Landdistriktsudvalget. Målet er at forsøge at stille skarpt på bedre service og bæredygtighed på landet.

– Jeg synes, det er et supergodt tilbud, og jeg håber, at en god landsby eller klynge af landsbyer vinder chancen for at dokumentere, om det kan fungere. Vi er nødt til at tænke ud af boksen og finde utraditionelle løsninger for de udfordringer, det kan have at bo på landet, hvor bussen ikke kommer hver halve time. Og jeg tror, at de, der bor på landet, er de bedste til at komme med løsningerne, siger Anders Brandt, byrådsmedlem i Sønderborg og formand for landdistriktsudvalget.

Landsbyen skal selv betale brændstoffet, som bussen bruger, stille chauffører til rådighed og administrere brugen af bussen. Derudover stilles den frit til rådighed.

– Det kræver altså, at frivillige ildsjæle stiller sig til rådighed, men dem ved jeg, at vi har mange af i kommunen. Målet er, at vi kan bruge erfaringerne fra forsøgsperioden i en ansøgning, vi efter nytår skal skrive til staten i bestræbelserne på at få del i en pulje “til forbedring af den kollektive trafik i yderområder”, siger Anders Brandt.

Alle landsbylaug og -råd har tidligere på måneden fået brev om bus-forsøget, og de har frist frem til lørdag til at sende deres ansøgning til kommunen. I ansøgningen skal de bl.a. give et bud på, hvor mange foreninger og andre interessenter, der kan tænkes at ville bruge bussen, forslag til organisering af ordningen og svar på, om man kan være klar med en evaluering af forsøget inden 15. januar næste år.

Bus-forsøget er affødt af et forslag om en lokal landsbybus, der dukkede op i forbindelse med projektarbejdet “Bæredygtige landsbyer”, som Kær Halvø og Dynt/Skelde/Gammelgab deltog i.
– Nu afprøver vi det og håber på, vi får nogle gode argumenter og dokumentation for, at det er en god løsning i landdistrikterne både i forhold til miljøet og økonomien, siger Anders Brandt.

BOOK HER

Del på Facebook