Kom til opstartsarrangement for Test-En-Elbil Lørdag den 30. april 10-12
På lørdag d. 30. april går starten på projekt Testenelbil.dk i Sønderborg Kommune, når de første 10 udvalgte testpiloter får overdraget de elbiler, de skal prøvekøre de næste 3 måneder som led i Europas største elbil-projekt. Testpiloterne får udleveret deres elbiler ved et arrangement på SE, Elholm 1, kl. 10-12.
Alle de testpiloter, som ikke blev udvalgt i første runde, er fortsat med i puljen, når testpiloterne til næste runde skal findes.
Prøv en elbil d. 29. april!
Er du blandt de 661 ansøgere, der ikke blev udvalgt til 1. runde, har du alligevel muligheden for at prøvekøre en elbil, når ChoosEV, Sønderborg Kommune, SE og Project Zero stiller op på Torvet til Light By Night fredag d. 29. april. Kom og få en kop kaffe og en snak om klimatiltag og grøn strøm, mød en ishockeyspiller, og sæt dig bag rattet i en spritny elbil. Du finder os på Torvet fra kl. 15-19.
Stærk lokal opbakning
Projekt Testenelbil.dk i Sønderborg støttes af energiselskabet SE, som er medejer af ChoosEV, og har valgt at støtte udrulningen af ”testenelbil.dk”-projektet i en række syd-og sønderjydske kommuner, som energipartner. Også en række lokale virksomheder og aktører har valgt at støtte projektet som lokale projektpartnere: Project Zero, Landdistriktsgruppen, Kreditbanken, og Bitten og Mads Clausens Fond.
Kort om Projekt ”testenllbil.dk”
Målet med TestEnElbil.dk er at knække elbilens kode. For at gøre det skal elbilen ud til forbrugeren og testes. Derfor sender ChoosEV 300 elbiler ud på vejene. Hele Danmark skal være med, og Sønderborg Kommune er én blandt 30 grønne kommuner, der kan glæde sig over at have 10 elbiler til deres rådighed, som de kvit og frit kan låne til deres borgere i 3 måneder ad gangen.
Vi glæder os til at rulle ud i Sønderborg kommune!
Pressen er velkomne til at deltage ved arrangementerne.
For yderligere oplysninger, kontakt:
Lene Sternsdorf, Klimasekretariatet Sønderborg Kommune, tlf. 8872 6636
Tina Houlberg, projektkoordinator ChoosEV, tlf. 5219 0843